Bag om skriveværkstedet: sådan foregår en eftermiddag med et team

Et skriveforløb begynder ikke ved bordet, men med en samtale. Når et team eller en forening henvender sig gennem kontaktsiden, skriver vi tilbage og spørger, hvem der kommer, hvor mange de er, og hvad de ønsker at få ud af eftermiddagen. Nogle vil gerne lære hinanden bedre at kende, andre vil øve sig i at sætte ord på arbejdsdagen uden at lyde som en rapport.

Jeg er designer og ikke skrivelærer af uddannelse, så mit bidrag til forberedelsen er mest praktisk. Jeg tænker på rummet, på lyset, på om bordene kan stilles sammen, og på hvilke papirer deltagerne har brug for. Mette og Sofie har det redaktionelle ansvar for øvelserne, og vi gennemgår dem sammen, før de sendes af sted.

Vi beder ikke deltagerne om at forberede noget. Det er bevidst. Hvis nogen møder op med en færdig tekst i tasken, bliver dagen til fremvisning i stedet for øvelse, og det er ikke det, vi er ude efter.

• En kort samtale om gruppen og dens ønsker
• Et skriftligt tilbud, før noget aftales
• Ingen forberedelse kræves af deltagerne

Jeg kommer ofte en halv time før start. Jeg stiller bordene, så alle kan se hinanden, og lægger et ark og en blyant ved hver plads. Skærme og telefoner skal ikke stå fremme. Det lyder lille, men det ændrer, hvordan folk sidder, og hvor hurtigt de falder til ro.

Vi arbejder på papir, fordi papir tilgiver mere end en tom skærm. En overstreget sætning bliver stående som spor af en tanke, og ingen kan slette den og begynde forfra i det uendelige. Det gør deltagerne modigere, især dem der siger, at de ikke kan skrive.

Hvis forløbet foregår hos virksomheden selv, tager vi det rum, der er. En kantine, et mødelokale eller en foreningsstue er helt fint. Jeg ser først og fremmest efter, om der er plads til at vende stolene mod hinanden, når vi skal læse op.

Vi starter med noget, ingen kan tage fejl af: morgenen i dag. Deltagerne får ti minutter til at skrive, hvad der skete fra vækkeuret til de trådte ind ad døren. Ikke hvad der var vigtigt, men hvad der skete. Kaffen, bussen, den ene sok der ikke kunne findes.

Overraskende mange bliver stille og tilfredse af den opgave. De opdager, at hverdagen allerede er fuld af stof. Det er præcis den erfaring, hele platformen bygger på, og det er derfor, vi bruger netop den øvelse først.

Bagefter læser vi ikke højt endnu. Vi gør kun én ting: hver deltager understreger den sætning, de selv bedst kan lide. Det tager to minutter og giver et lille ejerskab, som bærer resten af eftermiddagen.

• Ti minutters skrivning uden at løfte blyanten
• Ingen rettelser, ingen karakterer
• Én yndlingssætning understreges

Efter en pause går vi tættere på gruppens eget liv. En afdeling får til opgave at beskrive et almindeligt øjeblik på arbejdet, set fra en stol de ikke selv sidder på. En forening skriver om den sidste gang, de mødtes. Pointen er at se det velkendte med nye øjne.

Her sker det, at nogen skriver en sætning, der får hele bordet til at nikke. Det er sjældent en stor sætning. Det er næsten altid en konkret detalje, som alle kender, men ingen har sagt højt: lyden af en bestemt dør, eller hvem der altid tager den samme stol.

Jeg holder mig i baggrunden og tager noter til designet af materialerne, ikke til teksterne. Mette eller Sofie går rundt og stiller spørgsmål som hvilken farve, hvilken lugt, hvem sagde hvad. Spørgsmålene er små, men de trækker teksterne fra det almene til det nære.

Til sidst læser de, der har lyst, deres tekst op. Ingen tvinges. Mange overrasker sig selv ved at række hånden op, når først stemningen er varm. Vi lytter uden at kommentere kvaliteten; den eneste reaktion, vi opfordrer til, er at sige, hvad man lagde mærke til.

Teksterne tilhører deltagerne. De tager deres papirer med hjem, og vi beholder intet uden aftale. Hvis nogen bagefter vil skrive et indlæg på platformen, kan de gøre det i deres eget tempo, og de får en profilside som alle andre forfattere.

Det er vigtigt for mig, at forløbet ikke ender som en præsentation. Det ender som en samtale mellem kolleger, der pludselig ved lidt mere om hinanden end før, og det kan ikke måles i andet end stemningen i rummet.

• Højtlæsning er frivillig
• Deltagerne beholder deres egne tekster
• Ingen vurdering, kun hvad man lagde mærke til

Når eftermiddagen er slut, skriver vi en kort opsummering til den, der bestilte forløbet. Den indeholder ikke deltagernes tekster, kun hvilke øvelser vi lavede, og hvad vi lagde mærke til i gruppens måde at arbejde på. Regningen sendes som faktura, der betales ved bankoverførsel, efter det skriftlige tilbud.

Hvis I vil vide mere om, hvad et forløb koster, og hvad der ændrer prisen, står det på siden med priser. Her har jeg kun villet vise, hvordan arbejdet reelt foregår, set fra rummet hvor det sker.

Jeg tænker ofte på, at det mest synlige resultat er det mindste: nogle ark papir med skrabede sætninger. Det væsentlige er, at folk har været opmærksomme på deres egen hverdag i to timer i træk.